nyheter :: Jakten på den skjulte elefant :: anmeldelser :: Weekendavisen nr. 32 - 2006

Anmeldelser av «Jakten på den skjulte elefant»:

Weekendavisen nr. 32, 11.–17. august 2006

---

Kartozoologi. Tre nordmænd grundlægger avantgardistisk pseudovidenskab.

Sjælden elefant fundet i København

Af FREDERIK STJERNFELT

Tor Åge Bringsværd, Roger Pihl og Eilert Sundt: Jagten på den skjulte elefant. Guide til en ny og mere dyrisk måde at opleve verden på. Oversat af Hans Bandmann og Orla Vigsø. 176 sider. 278 kr. INTROITE!

Nordmændene har en særlig tradition for pseudovidenskab med spøgefuldt formål. Man kan for eksempel tænke på Jon Gisles klassiske afhandling om donaldismen, der med store akademiske armsving grundlagde studiet af Anders And med begreber som »rostilongitudinalkvotienten«, der målte andens relative næblængde og anstillede hypoteser om, hvorfor denne størrelse blev mindre i løbet af Carl Barks’ tegnerkarriere... Midt i al sin satire over akademisk stil indeholdt Gisles studie reelt skarpe og nybrydende iagttagelser om ande-universet.

Samme relative seriøsitet præger ikke traktaten om kartozoologi, der snarere rubriceres som én stor højt elaboreret sommerspøg. Den norske forfatter Tor Åge Bringsværd grundlægger med sine to kumpaner Pihl og Sundt kartozoologien som videnskaben om dyreformer, der dannes af gadenet på kort. Engang sad Bringsværd i en flyvemaskine over Reykjavik og så en fisk træde frem i gadenettet – og til denne iagttagelse føjer den praktiske kartozoologi så kravet om empirisk udforskning.

De tre vandrer troligt langs ad konturerne af de forskellige dyr, de kortlægger: den reykjavikske urfisk, den grimme ælling i København, det politiske pralnæsehorn i Oslo, den skotske kulturko i Edinburgh, den danske højlandsstork i Skanderborg og mange andre. Kartozoologens opgave er så langs ruten at iagttage spor af dette og andre dyr og dokumentere og beskrive disse.

I denne forstand udgør bogen en guide til at se nye vinkler af sin by, en art alternativ turistguide. Den arbitrære procedures evne til at afføde nye oplevelser – ikke ulig platismen fra Anders And, hvor man slår plat eller krone om ruten i hvert vejkryds (der kan suppleres med direktiver som at drikke en øl på hver udskænkning, man passerer).

For så vidt er kartozoologien en mellemting mellem avantgardekunst, urbanistik og almindeligt tidsfordriv. Læseren opfordres til at fremsende eksempler fra dansk fauna til det norske sekretariat ved hjælp af 23 medsendte danske bykort (som dog ikke er at finde i min udgave).

De konkrete analyser af ruterne i gadenettet er garneret med essays, der blandt andet diskuterer de kartozoologiske dyrearters objektivitet. Med tunger så store som skinker i kinden diskuteres, hvorvidt disse dyrearter eksisterer uden den menneskelige iagttager osv. Spørgsmål formuleres til videre undersøgelse: hvorfor er der så mange hunde og så få elefanter (der er faktisk ingen elefant i de norske kartozoologers materiale)?

Jamen, det er da vel, fordi hunde foreligger i så ufattelig mange underformer – og fordi elefantens særegne form er mindre sandsynlig end hundens? Man kunne supplere med spørgsmål som: Hvorfor er det så nærliggende at finde dyr afbildet i gadenettet snarere end husgeråd, transportmidler eller andre artefakter? Er det ikke simpelt hen, fordi perceptionen naturligt er gearet til at holde øje med andre dyr og deres adfærd? Måske gestaltteori, biosemiotik og adfærdsbiologi burde tages op på Norsk Kartozoologisk Forenings sekretariatsmøder?

Med hensyn til den efterlyste elefant må der dog rejses en vis kritik af kartozoologisk forenings forskningsresultater. Med en fraseagtig H.C. Andersen på nethinden har de vandret Københavns indre by tynd og her fundet en relativt sygelig fuglefigur koncentreret om Strøget som rygrad – uden at opdage, at de hermed er passeret gennem selve habitatet for den velkendte Højrøvede Københavnske Kulturelefant, som enhver dansker naturligvis kender. Jagten på den skjulte elefant kan dermed aflyses: den ER fundet.

Som man kan se af vedføjede kortskitse, så tager elefantens snabel et fast greb om hovedstadens trafiksystem med dens omringning af Nørreport, den spidder kongehuset med en stødtand dybt penetrerende Kongens Have, og dens kontur passerer forlagene Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og Egmont, Filmhuset, Politikens Hus, Nationalbanken, Det danske Sprog- og Litteraturselskab (i bygningen »Fisken«), Det Kongelige Bibliotek og unævneligt mange andre danske kulturinstitutioner.

Inden for konturen befinder sig Københavns Universitet, Folketinget, Kulturministerieret, Det Berlingske Hus, Kunstforeningen, mange af landets bedste boglader og antikvariater, et stort antal skulpturer, pølsevogne og meget andet. Det er næppe for meget sagt, at den højrøvede københavnske kulturelefant i sig rummer kvintessensen af dansk kultur. Det er næppe uden en vis tilfældighed, at elefantens øje befinder sig nøjagtig i Weekendavisens redaktion, og at pupillen simpelt hen udgøres af selve det kontor, hvorfra BØGER redigeres.

Som det er tydeligt af elefantens omrids, har den netop løftet sin høje røv, sandsyn-ligvis fordi den er ved at lægge an til at slippe et vældigt ekskrement, der i så fald vil lande tungt og stinkende et sted på Vester Voldgade, omtrent oven i Under-visningsministeriet. Hvad der kan ligge heri, må naturligvis afhænge af videre kartozoologiske studier.